
Opdag Verden gennem Fritidsglæder
Når vi på vores tur har været i vandet, har det været på moteller eller hoteller, der havde en swimmingpool. Vi syntes at vi i det mindste skulle ud at soppe i Stillehavet bare en enkelt gang. Vi valgte derfor, om fredagen, at køre ned ad High Way 1 til Santa Cruz, ca 120 km syd for San Francisco. Den tur ville passe fint med at vi skulle aflevere bilen i San Francisco’s internationale lufthavn på hjemvejen. Vi har haft super fint vejr, i de dage hvor vi har været her. I dag fredag var temperaturen i Santa Cruz oppe på 43 grader, det er lidt i overkanten, men ved Stillehavet var der en kraftig brise, så vi havde ingen problemer.


Og så lige den fra vores unge dage:
https://m.youtube.com/watch?v=sNypbmPPDco





På vej tilbage til San Francisco, efter bilen var afleveret, oplevede vi det igen. Efter vi steg på en fyldt sporvogn, for at komme tilbage til vores lejlighed, tilbød et par unge mennesker os deres pladser oppe foran, super selv om jeg nu ikke var meget træt. Vi takkede, og jeg undlod at fortælle at jeg hver morgen løbetræner for at være klar til løbet i Berlin om 3 uger.
Ferien er ved at være slut, her er en lille status for måneden der gik alt for hurtigt.
Så i morgen går turen til Oakland, San Francisco, hvorfra vores fly går kl. 18.15. Hvis det flyver til tiden, er vi i Danmark igen søndag kl. 13.35, og så starter hverdagen igen på mandag.
Det har været en fantastisk ferie, og selvom vi i den sidste måned har været sammen stort set 24/7, er vi stadig lykkelig gift.
Mange hilsener fra os
I dag prøvede vi de gamle sporvogne. De er egentlig ubrugelige som transportmidler, men alligevel holder man fast i dem, og det kan man godt forstå, idet de er en turistmagnet. Mange turister nyder at hænge på siden af dem, mens de kører i adstadigt tempo op og ned af de stejle gader. Det er også interessant at følge vognstyrerens betjening af bremsesystemet. Det er uden tvivl “fingerspitz gefühl” der skal til at betjene vognen. Når føren indkobler vognen, (ved at koble sig på det kabel der lige under gaden løber med en fart på 5 km i timen), sættes vognen igang, og nu gælder det om at fornemme hvornår bremserne skal aktiveres, for selv om det går stejlt op og ned, skal vognen indordne sig under de almindelige færdselsregler, og stoppe når der er rødt lys i et trafikkryds.




Det blev også til en cykeltur i byen. Vi cyklede, hjemme fra hvor vi bor, over Golden Gate broen over til et hyggeligt færgeleje, Sausalito, og derfra sejlede vi så tilbage til havnen i San Francisco.





Da vi kom i land, måtte vi give den ekstra gas, i havneområdet (uden lys på cyklerne), for at nå udlejnings bureauet, inden de lukkede.
Hilsen Per
Vi har indlogeret os, ved havnen, ca. 1 km fra Golden Gate. Her fandt vi et hyggeligt motel, bygget i 1939. Vi bor i en lille lejlighed med køkken og bad. Lejligheden ligger inde i en gårdhave, og der er ikke ændret meget på den siden den blev bygget.



Besøgte Haight Ashbury kvarteret, hvor hippi-bevægelsen sprang ud.






Slutter af med den kendte sang af Scott McKenzie fra 1967
Hilsen Per
Sidste aften på Quality Inn. Vi har lige været ude og svømme i poolen og sidde i spa’en for sidste gang her på hotellet.

Det har været nogle dejlige afslappende dage her med læsning i solen ved poolen, Per har løbet, og vi har begge svømmet. Vi har ikke kørt så meget, kun nogle småture.

Vi har været i Napa Valley, oppe og se de store Redwood-træer, været på en enkelt vinsmagning og været downtown en dag på en hyggetur, hvor vi har fået en lækker frokost efterfulgt af en slentretur gennem byen.






I morgen går turen til vores sidste destination, inden vi flyver hjem, San Francisco. Her skal vi bo på et lille hotel i nærheden af havnen. Det er det tolvte sted, vi skal bo. Herfra vil vi udforske lidt af byen, og få de sidste oplevelser med, inden turen går til Danmark igen.
Kh
Maja
I går besøgte vi Armstrong Redwoods State Natural Reserve, for at se nogle af jordens højeste træer. Selv om parken ikke råder over de allerhøjeste, af den slags træer, er de alligevel fantastisk at beundre fra neden, samt at nyde den totale stilhed der var i parken. Området ligger blot 1 times kørsel fra hvor vi på nuværende tidspunkt bor (Petaluma lidt nord for San Francisco).




Efter vi havde vandret lidt i parken, kørte vi ud til Stillehavet, for at opleve lidt af Highway 1 udsigten.



Det er tankevækkende at forestille sig at hvis man rejser videre mod vest, når man på et tidspunkt et andet kontinent på jorden (f.eks. Japan eller Rusland). Idet vores transportmiddel kun er beregnet til veje på landjorden, rejser vi ikke videre over Stillehavet.
I øvrigt,når jeg nævner Rusland, kommer jeg i tanker om hjemmesiden. Vi kan se, at den bliver besøgt, mest i Danmark, men der har også været besøg fra andre lande (USA, 33 – Kroatien, 5 – Tyrkiet, 3 – Storbritanien, 2 og 1 besøgende fra Rusland).

Fra Danmark er interessen naturligvis størst, med 227 besøgende, og det er selvfølgelig naturligt nok, men vedkommende fra Rusland, er lidt mystisk. Kunne det være President Putin, nu da vi har været tæt på President Trump? Det gør mig lidt nervøs for risikoen for hacking af hjemmesider, som russerne er meget aktive med. Lad os håbe at siden forbliver aktiv, og alle der følger den skal være velkomne til at komme med kommentarer, men det er også ok bare at læse med.

Hilsen Per
Vi har nu kørt rundt i USA i 3 uger, været gennem 7 stater og oplevet og set en masse.
Vi har besøgt/kørt gennem storbyer med enorm trafik, ofte veje i 3 etager, og vi har været så langt ude på landet/oppe i bjergene, at vi var uden kontakt med omverdenen, undtagen når vi tog til et Visitor Center med Wifi.
Vi har set bjerglandskaber af ufattelig skønhed, smukke søer, kørt gennem Nevadas sletter og ørkener, besøgt gamle minelandsbyer og set fantastiske slugter. Meget overvældende og anderledes end hjemme.

Alle steder er vi mødt af venlige mennesker, der interesseret har spurgt, hvor vi er fra.
Det har indtil nu været en fantastisk rejse med så mange oplevelser, at vi slet ikke husker dem alle lige nu. Godt vi har bloggen :-).

En af de rigtig fantastiske var solformørkelsen, som vi oplevede sammen med en masse andre mennesker. Selve øjeblikket, hvor solen blev helt dækket, var meget specielt. Der mangler ord til at beskrive det. Og lige der var stemningen, som vi ser den på film en nytårsaften med hundredevis af mennesker samlet.
USA er på mange måder et nemt land at rejse i. Man skal blot huske at have bilen fyldt op med benzin og masser af vand med, da strækningerne er lange og øde. Vi har i skrivende stund kørt ca. 6.700 km.
Det er også nemt at finde overnatninger undervejs – der er mange udmærkede muligheder.

På alle de tankstationer, vi har besøgt, har der været udmærkede sanitære forhold samt provianteringsmuligheder. Der har bare nogle gange været langt imellem dem.
Vi er nu i Petaluma Sonoma, lidt nord for San Francisco, hvor vi slapper af på Quality Inn. Her sover vi længe, sidder lang tid over morgenmaden og tager en tur i poolen og spa-badet inden sengetid. Og tager lidt småture ind imellem.

På tirsdag kører vi til San Francisco for at tilbringe de sidste dage af en fantastisk ferie der, inden vi flyver hjem næste lørdag.
Hav det godt så længe
Knus
Maja
På vores vej videre mod Napa Valley, i Californien, besøgte vi igen en mineby, Virginia City i Nevada. Byen opstod, da et par guldgravere i 1859 fandt en stor guldåre på dette sted. Tyve år efter, var byen vokset til ca. 25000 indbyggere. I byen arbejdede en ung journalist ved navn Mark Twain, som senere blev en verdensberømt forfatter.




Efter guldgraver byen, besøgte vi Lake Tahoe, som ligger i ca. 1900 meters højde. Det er et fantastisk smukt landskab i modsætning til de øde ørkenlandskaber vi kørte igennem dagen før.



Herfra fortsætter rejsen videre mod vest
Hilsen Per
Vi er i Reno, en pæn stor by i Nevada. Vi fik ikke en Presidentel modtagelse, selv om Trump også er her. Han holder møde ca. 1,5 km fra hvor vi bor.
Vi har forladt Utah, og er kørt ca. 650 km mod vest til byen Reno. Turen på motorvej, I80, er ret ensformig idet man kører udelukkende gennem ørken. Indimellem passerer vi frakørseler til meget små byer på ruten.

Reno er fyldt med kasinoer, som Las Vegas. At præsidenten også ville være her vidste vi ikke. Avisen, “USA TODAY” beretter, at udenfor Reno-Sparks Convention Centret, var 25 Trump supporters, mod 400 – 500 anti Trump supporters. Indenfor i centret var det anderledes, her var samlet ca. 9000 medlemmer fra et af landets største krigsveteran sammenslutninger, og her var tilslutning til præsidenten stor. Trump underskrev en lov, som sikrede bedre forhold for krigsveteraner.
Artiklen om Trump, stod på side 3, hvorimod opdateringen om mordsagen vedr. ubåden i Danmark, stod på side 2!
I morgen kører vi videre til Californien.
Hilsen Per
På min morgenløbetur, onsdag morgen, løb jeg fra staten Utah til Nevada, og tilbage igen. Det er de små succeser man kan opnå, når man bor i Utah 1 km fra Nevada. Det er tankevækkende at se forskellen mellem de to stater. I Nevada ligger kasinoer side om side, og selv kl 7 om morgenen kører kasino-shuttlebusen spillere mellem spillestederne.
Vi var kørt fra Pinedale tirsdag morgen, gennem Salt Lake City, og var nu endt i en lille by Wendover, hvor vi fornuftigvis handlede ind i et stort supermarked 1 km inde i Nevada. Vi kunne jo huske fra sidst vi forsøgte at købe vin i et supermarked i Utah.

Wendover er en mærkelig lille by midt i saltørkenen, et mini Las Vegas, og fuldt af modsætninger. Lige overfor vores hotel lå en af de mange containerbyer, temmelig ramponeret, og et mildest talt ramponeret fod-market. Længere nede af gaden lå de største og flotteste hoteller og casinoer, men nu var vi også kommet ind i Nevada.

Vejen dertil fra Salt Lake City var en øde ørkenstrækning, med salt på begge sider af motorvejen.
Vi gjorde holdt 16 km før vi nåede Wendover, her var der god udsigt over “The Salt Flats”. Gik en tur ud på saltsletten for at tage billeder. Lyset var meget kraftigt, og temperaturen meget høj. Det var indimellem svært at få kameraet til at fokusere, men ind imellem lykkedes det.



Hilsen Per