hoejris

Oprindelig ville vi køre op i bjergene, nord for Pinedale hvor vi nu bor, for at se solformørkelsen, men med advarsler om at disse steder allerede var fyldt op med turister for 3 til 4 dage siden, valgte vi i stedet at køre til Jackson. Når vi nærmede os byen, ville vi tage nærmere beslutning om hvor vi ville gøre holdt. For at at undgå trafikkaos, stod vi op klokken 3 om natten, og kørte de ca. 120 km der var derop. Da vi nåede byen, tog trafikken til men vi besluttede at køre ud i Grand Teton nationalparken som ligger 20 km længere væk. På alle rastepladser, fra Jackson til Grand Teton var der fyldt op med parkerede biler. Vi nåede parkens visitor center, fandt en ledig plads og parkerede bilen. Efter 15 minutter var pladsen fyldt helt op og blev lukket af for andre. Vi var glade for at have sikret os en plads lige i centrum for total solformørkelse.

Der var nu ca. 5 timers ventetid til månen skyggede komplet for solen. Ventetiden blev brugt til at kigge på, hvordan andre havde valgt at fordrive tiden. Mange havde medbragt campingudstyr, så morgenmaden kunne indtages, med hvad dertil hører, af ristet bacon, spejlæg og pandekager, altsammen tilberedt på parkeringspladsen. Andre havde medbragt store kikkerter og kameraer som var skruet fast på stativer. Selv havde jeg medbragt et billigt kamera på stativ, Og to flasker champagne, som skulle nydes når lyset igen kom tilbage.

 

Hilsen Per

Vi er i Bjørneland, og de er her, både Grizzly/brune bjørne og sorte bjørne. Der bliver gjort meget opmærksom på det, og der er skilte med advarsler alle vegne.

De lokale, der færdes til hest i terrænet, har også både bearspray og pistoler med, så når underkommandoen ikke tager rådene seriøst nok, er overkommandoen nødt til at sætte hælene i.
For der er bjørne – og vi ser dem faktisk. På søndagens tur langs Jenny Lake (opkaldt efter en shoshone indianerkvinde) i Grand Teton Park så vi igen en bjørnemor med to unger. Denne gang sorte bjørne. De luntede rundt på en bjergskråning – moderen ledte efter mad og ungerne legede. Heldigvis stod vi med en flod imellem – men der stod en masse mennesker på samme side som bjørnene, og tilsyneladende var moderen ligeglad.

Sorte bjørne er ikke så farlige som Grizzlyer. De bliver heller ikke lige så store. Man kan se forskel på dem ved, at Grizzlyen har en pukkel ved nakken, som den sorte Bjørn ikke har. Mht. Farverne kan begge slags være både sorte, brune og gyldne. Den sorte Bjørn, som var brun, havde da også både en sort og en brun unge.
Vi stod længe og så dem lunte rundt, indtil moderen rundede bjergryggen sammen med ungerne og forsvandt.
Det er lige fantastisk hver gang, vi ser bjørne i deres naturlige omgivelser, men rarest når det er med nogle hundrede meters afstand og en flod imellem. Og vi har vist været heldige at se så mange.

MEN næste gang vi skal vandre alene i et øde område med bjørne, bliver det med en bearspray i hånden samt en pistol (den kan vi købe nede på Hovedgaden).

Mange hilsener
Maja

Vi havde været inde på “Visitor Information” i Pinedale for at høre om hvor man skulle køre hen, for at se flotte landskaber, her i området. Et af de områder vi havde tænkt os at undersøge nærmere blev frarådet, idet området var fyldt op med campister, der har slået lejr for at sikre sig en ideel placering til solformørkelsen på mandag. Det var egentlig det sted vi havde bestemt os for at være, når vi skulle opleve solformørkelsen.

I stedet foreslog damen, vi talte med, at køre ud et sted hun havde gået for nogle dage siden, et ret flot landskab, syntes hun selv, langs et lille å-løb ca. 60 km fra Pinedale.  Vi skulle blot følge vejen, indtil vi ikke kunne komme videre. Vi fulgte rådet, og måtte de sidste 14 km køre af en bumpet grusvej.

 

 

Vi var nu langt fra alting, men så alligevel campister derude. Vi var klar over at man skal passe på de farlige dyr, men at det første dyr vi mødte skulle være en meget agressiv hund fra en af campisterne derude, kom som en overraskelse. Ejermanden fik heldigvis styr på hunden, og undskyldte mange gange.

Læs videre “North Horse Creek Trail”

På anden dagen i Silver Gate, valgte vi at køre modsat retning af Yellowstone. Jeg havde hørt om en meget flot  vej i det nordlige Rocky Mountain. Vejen, Beartooth highway, ligger mellem Cooke City og Red Lodge og går ind igennem staterne Wyoming og Montana. Vejen er ca. 110 km lang, og er den højeste asfalterede vej i det nordlige Rocky Mountain. Man kommer pænt op i højderne Ca. 3500 meter, det højeste sted. Man skal køre turen om dagen, idet den lukkes om natten.

Det blev til mange stop på turen, hvilket også forstås af nedenstående billeder taget på turen.

 

 

Hilsen Per

I skrivende stund sidder vi i Yellowstone og venter på, at gejseren Old Faithful skal springe.

Det er vores sidste dag i Yellowstone, og den har vi valgt at tilbringe i den del af parken, hvor der er termisk aktivitet. Masser af kogende søer, springende gejsere, boblende muderhuller og golde sandsletter, hvor selv træerne er bukket under for det kogende og til tider giftige vand.

Det er nu ikke den smukkeste del af Yellowstone. Vi synes bedre om den nordøstlige del med det fantastiske landskab her. Yellowstone er ubeskrivelig stor og helt utrolig smuk. Landskabet varierer mellem store græssletter gennembrudt af en flod, der snor sig i landskabet og hundredevis af bisoner, der græsser rundt omkring og enorme bjerge, hvor der efter sigende skulle være ulve. Dem har vi nu ikke set noget til, kun set alle de mennesker, der i timevis står med deres kikkerter for at få et glimt af en ulv på en bjergside.

Vi har været ved en flod og bade lige der, hvor den kogende kilde munder ud i det iskolde vand – en underlig fornemmelse.

Yellowstone har et rigt dyreliv, og udover bisoner og ulve skulle man kunne se bjørne, klapperslanger, hjorte, mange forskellige fugle og nogle små egernlignende væsner, der vimser omkring benene på en. Og sikkert mange flere.

Første gang man ser et af de vilde dyr (for vores vedkommende en enkelt bison inde mellem træerne), er man vildt begejstret. På den videre vej gennem parken går det op for en, at lige præcis bisoner er der i hundredevis af. De er mange steder, og ofte må man holde tilbage for dem, når de myldrer rundt om bilen og brummer.

Det helt sjældne at møde er derimod bjørne. De er i parken, og der gøres meget opmærksom på, at man skal tage sig i agt og passe på. Det er Grizzly-land, vi befinder os i, og de er ikke til at spøge med.

Så hvor heldig kan man være, når man to gange ser bjørne. Første gang en aften på vej hjem efter en lang dag i parken. Her så vi en Grizzly-hun med to unger. De havde været nede og spise af en død bison og nu var på vej tilbage til skoven. Moderen luntede afsted, mens den ene unge sprang kåd rundt. Til sidst lagde mor sig ned, så ungerne kunne die.

Anden gang på vej ud af parken så vi en anden bjørn, der var ved at spise en fisk, den havde fanget.

Vi bor lige uden for Yellowstones nordøstlige indkørsel i Silver Gate i en lille bjælkehytte. Det er et meget hyggeligt sted, hvor rødvinen nydes ved ilden i bålet om aften.

Nu mange hilsner fra os

Maja

Jeg syntes at jeg havde undersøgt at stedet var sikkert (kigget efter gemmesteder og skjulte spejle), før jeg satte mig ved rundbordet for at deltage i kortspil med nogle canadiske turister, der også boede på Nevada City Hotel. Af en eller anden årsag gik spillet ikke helt som forventet. Jodi som sad over for mig vandt næsten hele tiden (jeg mistænker hendes dreng for at lække informationer om hvilke kort vi andre sad med). Hen ved midnat gik vi i seng, men det blev aftalt at spillet skulle fortsætte næste aften.

 

 

 

Næste aften var deltagerholdet blevet udvidet. Maja deltog nu også, og Patty, som normalt sidder i receptionen, havde fri, men kom alligevel for at deltage. Hun havde taget sin mand, Bruce, med sig. Derudover havde hun medbragt 3 kartoner vin, øl, chips og slik. Brian var leveringsdygtig i rom. Et ungt amerikansk par, hende der nu passede receptionen og ham der passede baren, deltog også. Nu blev hotellet styret fra vores spillebord. Der var god stemning om bordet, og ofte stoppede spillet fordi forskellige emner skulle diskuteres bl.a. om kulturel forskellighed mellem Amerika, Canada og Danmark, politik, rejser m.m. Når så spillet skulle fortsætte igen, kunne vi knap huske hvor langt vi var nået.

Det unge amerikanske par, arbejdede på hotellet for at spare sammen til vandreturen “The Pacific Crest Trail” næste år. Turen går fra Mexico til Canada, en tur jeg har drømt om at gå, efter jeg har læst bogen, og set filmen “Wild”. De oplyste, at der også var plads til mig, hvis jeg havde lyst.

Den næste morgen tog vi afsked med vores spillevenner, vi skulle videre til Silver Gate, der ligger ved den nordøstlige indgang til Yellowstone.

 

 

Hilsen Per

Vi har nu været på roadtrip i en uge og oplevet så meget, at det føles som om, vi har været væk meget længere.

Vi har oplevet den meget skiftende natur gennem de forskellige stater. Vi har været på Hoover-dæmningen, et imponerende bygningsværk opkaldt efter USA´s præsident, Herbert Clark Hoover (1929-1933). Vi har været i Oatman – en prærieby på route 66 – vandret og kørt i Grand Canyon og Bryce Canyon samt forsøgt at købe vin i Montana (uden held).

Vi har boet på forskellige moteller/Inns – nogle bedre end andre, men altid ok.

Vi har spist både ude og hjemme. Man skal nok ikke tage herhen for madens skyld. Vi har ihvertfald kun fundet et sted indtil nu, hvor maden var meget lækker (i Flagstaff i Arizona), så lidt salat eller ost og rødvin hjemme er ofte at foretrække.

Vi ser mange forskellige ting på vores vej, som er lidt anderledes end derhjemme . F.eks. er et skilt med “No guns” lige så almindeligt som “No smoking” er derhjemme.

Der er advarselsskilte alle vegne, bl.a. på hoteldørene, hvor vi opfordres til at låse og sætte sikkerhedskilder på og ikke lukke nogen ind uden at have set ID først. Vi har nu ikke oplevet andet end fredelige og venlige mennesker.

Vores første uge afsluttede vi i Ogden – Utah, hvor vi fik en tur i poolen efter aftensmad, og derefter så vi en koncert i tv fra 1990 med Highwaymen (Johnny Cash, Waylon Jennings, Willie Nelson og Kris Kristofferson)). Det er et af Pers og mine yndlings-countrymusicbands. Meget apropos afsluttede koncerten med nummeret “On the Road Again”.

https://m.youtube.com/watch?v=NvwojnLeMH4

 

Læs videre “On the Road again”

I torsdag var vi i nationalparken Bryce Canyon, som ligger i den sydligere del af Utah. Vejret var fint, med solskin hele tiden, og temperaturen var lige tilpas, hverken for varmt eller koldt. Vi var i parken det meste af dagen, og oplevede solnedgangen der.  På et tidspunkt gik jeg en tur alene ned i bunden af kløften, så Maja kunne hvile sit dårlige ben i mens.

Vedhæfter et billede fra parken

 

I dag fredag er vi kørt længere nord på, og overnatter i  Ogden Riverdale, lidt nord for Salt Lake City.

Vi havde glædet os til at drikke noget vin på vores hotelværelse, og gik derfor ind i et supermarked for at købe en flaske. På trods af at det var et kæmpe marked, var vi ikke i stand til at finde vinafdelingen. Jeg forhørte mig hos en medarbejder derinde, om hvor vinafdelingen var at finde. Han så meget undrendende på mig, og svarede “You are in Utah, we don’t sell wine”. Den havde jeg ikke lige set komme, men vi har jo også været i de syndefulde stepper i Nevada, hvor spil, druk og hor er meget fremtrædende.

Vi besluttede så at købe øl i stedet for, med en alkohol promille på 3,2%. Man kan vist nok få dem helt op til 4% i supermarkederne.

I morgen går turen videre til Montana, hvor vi skal bo i en lille by der hedder Virginia City.

mvh Per

Tirsdag kørte vi mod Grand Canyon, vi ville besøge den sydlige del af kløften. Fra hvor vi boede var der ca. 125 km derop. Det er ikke nogen stor afstand for bilen, og efter jeg fandt ud af at bilen er udstyret med Cruise Control, og fik det til at virke, gik det som en leg. Vi provianterede på en tankstation, og for at undgå dehydrering, fyldte jeg min rygsæk godt op med vandflasker.

Tasken blev meget tung, idet jeg havde medbragt en del isenkram (kamera’er af forskellige art, min Ipad og en kikkert), man skal jo ikke gå ned på udstyr. Herefter vandrede vi ned til shuttle bussen for at køre den tur, der kaldes “the red line”. Turen går til forskellige udsigtspunkter, og man kan stå af, og på, som man har lyst.

Før vi steg på bussen, vandrede vi lidt ned ad stien  mod bunden af kløften. Turen vi vandrede, varede ca. 1/2 time, og blev brugt til at få taget nogle flotte billeder af kløften.

 

Efterfølgende kørte vi til forskellige udsigtspunkter, stod af og på bussen. Andre steder vandrede vi langs kanten af kløften, til næste udsigtspunkt. Når man vandrer så tæt på kanten, skal man virkelig være påpasselig, idet der meget få steder er rækværk op.

Selv om man har set mange billeder af kløften, i  blade, på nettet, og i brochurer, er det afgjort ikke det samme som at være på stedet, og selv opleve naturen.

Det blev efterhånden til en hel del fotos. Vejret var fantastisk, det var varmt, men mange steder kunne man finde skygge.

Vi bliver taget godt imod herovre. Folk er venlige, det føles dejligt.. Dog er det lidt bekymrende, at de rejser sig for mig i bussen, så jeg kan få plads på de sæder, der er fortrinsvis til ældre og svagelige – som om jeg er ved at se gammel og træt ud.

Det blev en lang dag i Grand Canyon og en lang tur hjem, næsten alene på vejen, kun i selskab med den flotteste okkergule fuldmåne. Tankevækkende at forestille sig, at den vil forårsage den kommende sol-formørkelse den 21. August.

Hilsen Per

Vi har nu kørt rundt i USA i en uge.  På mange måder et storslået land. Vi har krydset 3 stater og er i skrivende stund i den 4., nemlig Utah.

Vi har set ørken med den glitrende Las Vegas midt i det hele og den fantastiske Grand Canyon og den storslåede Bryce Canyon. Jeg er nok mest til det sidste. At gå langs kanten af Grand Canyon eller Bryce Canyon er balsam for sjælen. Og jeg kan gå :-). Det er en gave, selv om jeg ikke går så langt, som jeg plejer.

Meget er anderledes herovre end hjemme, og vi føler os nogle gange som nogle, der lige er kommet ind med 4-toget. F.eks. er det endnu ikke lykkedes os at tanke benzin uden assistance. Enten var der lige et håndtag,  vi ikke fik løftet, eller også skulle vi deponere et kreditkort eller forudbetale, før de ville åbne for standeren.

Vi skal også lige vænne os til at få regningen på restauranten, lige så snart den sidste mundfuld er slugt.

Men generelt er folk meget venlige og spørger interesseret til, hvor vi kommer fra. Her er masser af turister, men man fornemmer ikke, at amerikanerne er trætte af os.

Af og til føles det, som om vi er midt i en filmkulisse, f.eks. når vi kører forbi en trailerby eller som nu bor i Panguitch, hvor man sagtens kunne forestille sig hovedgaden som en kulisse i en western. Og diligencen står der også endnu.

Vi har talt om, at det undrer os, at folk kan bo i disse trailere eller skure. Vi har set mange ligge midt ude i ingenting, også i ørkenen i 40 graders varme uden et eneste træ til at skygge. Der må være meget fattigdom her.

Rigtig meget er stort her, afstandene snyder mig, hver gang vi kører. Når jeg siger, der er kun 256 km til vores destination, bliver det rettet til, at det er miles. Vejene er brede og i flere etager sine steder – godt jeg har chauffør på. Lastbilerne er enorme, og også de godstog, vi ser. Vi har talt et til at have 5 lokomotiver og 109 vogne, mange af dem med to containere ovenpå hinanden på hver vogn. Og så kører de hele natten – uden for vores hotel.

Vi nyder vores roadtrip og kører fredag videre til nye og spændende oplevelser.

Pas på jer selv derhjemme og hav det godt

Mange hilsener

Maja