I dag prøvede vi de gamle sporvogne. De er egentlig ubrugelige som transportmidler, men alligevel holder man fast i dem, og det kan man godt forstå, idet de er en turistmagnet. Mange turister nyder at hænge på siden af dem, mens de kører i adstadigt tempo op og ned af de stejle gader. Det er også interessant at følge vognstyrerens betjening af bremsesystemet. Det er uden tvivl “fingerspitz gefühl” der skal til at betjene vognen. Når føren indkobler vognen, (ved at koble sig på det kabel der lige under gaden løber med en fart på 5 km i timen), sættes vognen igang, og nu gælder det om at fornemme hvornår bremserne skal aktiveres, for selv om det går stejlt op og ned, skal vognen indordne sig under de almindelige færdselsregler, og stoppe når der er rødt lys i et trafikkryds.




Det blev også til en cykeltur i byen. Vi cyklede, hjemme fra hvor vi bor, over Golden Gate broen over til et hyggeligt færgeleje, Sausalito, og derfra sejlede vi så tilbage til havnen i San Francisco.





Da vi kom i land, måtte vi give den ekstra gas, i havneområdet (uden lys på cyklerne), for at nå udlejnings bureauet, inden de lukkede.
Hilsen Per

