Vi har nu været på roadtrip i en uge og oplevet så meget, at det føles som om, vi har været væk meget længere.
Vi har oplevet den meget skiftende natur gennem de forskellige stater. Vi har været på Hoover-dæmningen, et imponerende bygningsværk opkaldt efter USA´s præsident, Herbert Clark Hoover (1929-1933). Vi har været i Oatman – en prærieby på route 66 – vandret og kørt i Grand Canyon og Bryce Canyon samt forsøgt at købe vin i Montana (uden held).
Vi har boet på forskellige moteller/Inns – nogle bedre end andre, men altid ok.
Vi har spist både ude og hjemme. Man skal nok ikke tage herhen for madens skyld. Vi har ihvertfald kun fundet et sted indtil nu, hvor maden var meget lækker (i Flagstaff i Arizona), så lidt salat eller ost og rødvin hjemme er ofte at foretrække.
Vi ser mange forskellige ting på vores vej, som er lidt anderledes end derhjemme . F.eks. er et skilt med “No guns” lige så almindeligt som “No smoking” er derhjemme.
Der er advarselsskilte alle vegne, bl.a. på hoteldørene, hvor vi opfordres til at låse og sætte sikkerhedskilder på og ikke lukke nogen ind uden at have set ID først. Vi har nu ikke oplevet andet end fredelige og venlige mennesker.

Vores første uge afsluttede vi i Ogden – Utah, hvor vi fik en tur i poolen efter aftensmad, og derefter så vi en koncert i tv fra 1990 med Highwaymen (Johnny Cash, Waylon Jennings, Willie Nelson og Kris Kristofferson)). Det er et af Pers og mine yndlings-countrymusicbands. Meget apropos afsluttede koncerten med nummeret “On the Road Again”.
https://m.youtube.com/watch?v=NvwojnLeMH4

