Dag: 11. august 2017

Tirsdag kørte vi mod Grand Canyon, vi ville besøge den sydlige del af kløften. Fra hvor vi boede var der ca. 125 km derop. Det er ikke nogen stor afstand for bilen, og efter jeg fandt ud af at bilen er udstyret med Cruise Control, og fik det til at virke, gik det som en leg. Vi provianterede på en tankstation, og for at undgå dehydrering, fyldte jeg min rygsæk godt op med vandflasker.

Tasken blev meget tung, idet jeg havde medbragt en del isenkram (kamera’er af forskellige art, min Ipad og en kikkert), man skal jo ikke gå ned på udstyr. Herefter vandrede vi ned til shuttle bussen for at køre den tur, der kaldes “the red line”. Turen går til forskellige udsigtspunkter, og man kan stå af, og på, som man har lyst.

Før vi steg på bussen, vandrede vi lidt ned ad stien  mod bunden af kløften. Turen vi vandrede, varede ca. 1/2 time, og blev brugt til at få taget nogle flotte billeder af kløften.

 

Efterfølgende kørte vi til forskellige udsigtspunkter, stod af og på bussen. Andre steder vandrede vi langs kanten af kløften, til næste udsigtspunkt. Når man vandrer så tæt på kanten, skal man virkelig være påpasselig, idet der meget få steder er rækværk op.

Selv om man har set mange billeder af kløften, i  blade, på nettet, og i brochurer, er det afgjort ikke det samme som at være på stedet, og selv opleve naturen.

Det blev efterhånden til en hel del fotos. Vejret var fantastisk, det var varmt, men mange steder kunne man finde skygge.

Vi bliver taget godt imod herovre. Folk er venlige, det føles dejligt.. Dog er det lidt bekymrende, at de rejser sig for mig i bussen, så jeg kan få plads på de sæder, der er fortrinsvis til ældre og svagelige – som om jeg er ved at se gammel og træt ud.

Det blev en lang dag i Grand Canyon og en lang tur hjem, næsten alene på vejen, kun i selskab med den flotteste okkergule fuldmåne. Tankevækkende at forestille sig, at den vil forårsage den kommende sol-formørkelse den 21. August.

Hilsen Per

Vi har nu kørt rundt i USA i en uge.  På mange måder et storslået land. Vi har krydset 3 stater og er i skrivende stund i den 4., nemlig Utah.

Vi har set ørken med den glitrende Las Vegas midt i det hele og den fantastiske Grand Canyon og den storslåede Bryce Canyon. Jeg er nok mest til det sidste. At gå langs kanten af Grand Canyon eller Bryce Canyon er balsam for sjælen. Og jeg kan gå :-). Det er en gave, selv om jeg ikke går så langt, som jeg plejer.

Meget er anderledes herovre end hjemme, og vi føler os nogle gange som nogle, der lige er kommet ind med 4-toget. F.eks. er det endnu ikke lykkedes os at tanke benzin uden assistance. Enten var der lige et håndtag,  vi ikke fik løftet, eller også skulle vi deponere et kreditkort eller forudbetale, før de ville åbne for standeren.

Vi skal også lige vænne os til at få regningen på restauranten, lige så snart den sidste mundfuld er slugt.

Men generelt er folk meget venlige og spørger interesseret til, hvor vi kommer fra. Her er masser af turister, men man fornemmer ikke, at amerikanerne er trætte af os.

Af og til føles det, som om vi er midt i en filmkulisse, f.eks. når vi kører forbi en trailerby eller som nu bor i Panguitch, hvor man sagtens kunne forestille sig hovedgaden som en kulisse i en western. Og diligencen står der også endnu.

Vi har talt om, at det undrer os, at folk kan bo i disse trailere eller skure. Vi har set mange ligge midt ude i ingenting, også i ørkenen i 40 graders varme uden et eneste træ til at skygge. Der må være meget fattigdom her.

Rigtig meget er stort her, afstandene snyder mig, hver gang vi kører. Når jeg siger, der er kun 256 km til vores destination, bliver det rettet til, at det er miles. Vejene er brede og i flere etager sine steder – godt jeg har chauffør på. Lastbilerne er enorme, og også de godstog, vi ser. Vi har talt et til at have 5 lokomotiver og 109 vogne, mange af dem med to containere ovenpå hinanden på hver vogn. Og så kører de hele natten – uden for vores hotel.

Vi nyder vores roadtrip og kører fredag videre til nye og spændende oplevelser.

Pas på jer selv derhjemme og hav det godt

Mange hilsener

Maja