Måned: august 2017

På anden dagen i Silver Gate, valgte vi at køre modsat retning af Yellowstone. Jeg havde hørt om en meget flot  vej i det nordlige Rocky Mountain. Vejen, Beartooth highway, ligger mellem Cooke City og Red Lodge og går ind igennem staterne Wyoming og Montana. Vejen er ca. 110 km lang, og er den højeste asfalterede vej i det nordlige Rocky Mountain. Man kommer pænt op i højderne Ca. 3500 meter, det højeste sted. Man skal køre turen om dagen, idet den lukkes om natten.

Det blev til mange stop på turen, hvilket også forstås af nedenstående billeder taget på turen.

 

 

Hilsen Per

I skrivende stund sidder vi i Yellowstone og venter på, at gejseren Old Faithful skal springe.

Det er vores sidste dag i Yellowstone, og den har vi valgt at tilbringe i den del af parken, hvor der er termisk aktivitet. Masser af kogende søer, springende gejsere, boblende muderhuller og golde sandsletter, hvor selv træerne er bukket under for det kogende og til tider giftige vand.

Det er nu ikke den smukkeste del af Yellowstone. Vi synes bedre om den nordøstlige del med det fantastiske landskab her. Yellowstone er ubeskrivelig stor og helt utrolig smuk. Landskabet varierer mellem store græssletter gennembrudt af en flod, der snor sig i landskabet og hundredevis af bisoner, der græsser rundt omkring og enorme bjerge, hvor der efter sigende skulle være ulve. Dem har vi nu ikke set noget til, kun set alle de mennesker, der i timevis står med deres kikkerter for at få et glimt af en ulv på en bjergside.

Vi har været ved en flod og bade lige der, hvor den kogende kilde munder ud i det iskolde vand – en underlig fornemmelse.

Yellowstone har et rigt dyreliv, og udover bisoner og ulve skulle man kunne se bjørne, klapperslanger, hjorte, mange forskellige fugle og nogle små egernlignende væsner, der vimser omkring benene på en. Og sikkert mange flere.

Første gang man ser et af de vilde dyr (for vores vedkommende en enkelt bison inde mellem træerne), er man vildt begejstret. På den videre vej gennem parken går det op for en, at lige præcis bisoner er der i hundredevis af. De er mange steder, og ofte må man holde tilbage for dem, når de myldrer rundt om bilen og brummer.

Det helt sjældne at møde er derimod bjørne. De er i parken, og der gøres meget opmærksom på, at man skal tage sig i agt og passe på. Det er Grizzly-land, vi befinder os i, og de er ikke til at spøge med.

Så hvor heldig kan man være, når man to gange ser bjørne. Første gang en aften på vej hjem efter en lang dag i parken. Her så vi en Grizzly-hun med to unger. De havde været nede og spise af en død bison og nu var på vej tilbage til skoven. Moderen luntede afsted, mens den ene unge sprang kåd rundt. Til sidst lagde mor sig ned, så ungerne kunne die.

Anden gang på vej ud af parken så vi en anden bjørn, der var ved at spise en fisk, den havde fanget.

Vi bor lige uden for Yellowstones nordøstlige indkørsel i Silver Gate i en lille bjælkehytte. Det er et meget hyggeligt sted, hvor rødvinen nydes ved ilden i bålet om aften.

Nu mange hilsner fra os

Maja

Jeg syntes at jeg havde undersøgt at stedet var sikkert (kigget efter gemmesteder og skjulte spejle), før jeg satte mig ved rundbordet for at deltage i kortspil med nogle canadiske turister, der også boede på Nevada City Hotel. Af en eller anden årsag gik spillet ikke helt som forventet. Jodi som sad over for mig vandt næsten hele tiden (jeg mistænker hendes dreng for at lække informationer om hvilke kort vi andre sad med). Hen ved midnat gik vi i seng, men det blev aftalt at spillet skulle fortsætte næste aften.

 

 

 

Næste aften var deltagerholdet blevet udvidet. Maja deltog nu også, og Patty, som normalt sidder i receptionen, havde fri, men kom alligevel for at deltage. Hun havde taget sin mand, Bruce, med sig. Derudover havde hun medbragt 3 kartoner vin, øl, chips og slik. Brian var leveringsdygtig i rom. Et ungt amerikansk par, hende der nu passede receptionen og ham der passede baren, deltog også. Nu blev hotellet styret fra vores spillebord. Der var god stemning om bordet, og ofte stoppede spillet fordi forskellige emner skulle diskuteres bl.a. om kulturel forskellighed mellem Amerika, Canada og Danmark, politik, rejser m.m. Når så spillet skulle fortsætte igen, kunne vi knap huske hvor langt vi var nået.

Det unge amerikanske par, arbejdede på hotellet for at spare sammen til vandreturen “The Pacific Crest Trail” næste år. Turen går fra Mexico til Canada, en tur jeg har drømt om at gå, efter jeg har læst bogen, og set filmen “Wild”. De oplyste, at der også var plads til mig, hvis jeg havde lyst.

Den næste morgen tog vi afsked med vores spillevenner, vi skulle videre til Silver Gate, der ligger ved den nordøstlige indgang til Yellowstone.

 

 

Hilsen Per

Vi har nu været på roadtrip i en uge og oplevet så meget, at det føles som om, vi har været væk meget længere.

Vi har oplevet den meget skiftende natur gennem de forskellige stater. Vi har været på Hoover-dæmningen, et imponerende bygningsværk opkaldt efter USA´s præsident, Herbert Clark Hoover (1929-1933). Vi har været i Oatman – en prærieby på route 66 – vandret og kørt i Grand Canyon og Bryce Canyon samt forsøgt at købe vin i Montana (uden held).

Vi har boet på forskellige moteller/Inns – nogle bedre end andre, men altid ok.

Vi har spist både ude og hjemme. Man skal nok ikke tage herhen for madens skyld. Vi har ihvertfald kun fundet et sted indtil nu, hvor maden var meget lækker (i Flagstaff i Arizona), så lidt salat eller ost og rødvin hjemme er ofte at foretrække.

Vi ser mange forskellige ting på vores vej, som er lidt anderledes end derhjemme . F.eks. er et skilt med “No guns” lige så almindeligt som “No smoking” er derhjemme.

Der er advarselsskilte alle vegne, bl.a. på hoteldørene, hvor vi opfordres til at låse og sætte sikkerhedskilder på og ikke lukke nogen ind uden at have set ID først. Vi har nu ikke oplevet andet end fredelige og venlige mennesker.

Vores første uge afsluttede vi i Ogden – Utah, hvor vi fik en tur i poolen efter aftensmad, og derefter så vi en koncert i tv fra 1990 med Highwaymen (Johnny Cash, Waylon Jennings, Willie Nelson og Kris Kristofferson)). Det er et af Pers og mine yndlings-countrymusicbands. Meget apropos afsluttede koncerten med nummeret “On the Road Again”.

https://m.youtube.com/watch?v=NvwojnLeMH4

 

Læs videre “On the Road again”

I torsdag var vi i nationalparken Bryce Canyon, som ligger i den sydligere del af Utah. Vejret var fint, med solskin hele tiden, og temperaturen var lige tilpas, hverken for varmt eller koldt. Vi var i parken det meste af dagen, og oplevede solnedgangen der.  På et tidspunkt gik jeg en tur alene ned i bunden af kløften, så Maja kunne hvile sit dårlige ben i mens.

Vedhæfter et billede fra parken

 

I dag fredag er vi kørt længere nord på, og overnatter i  Ogden Riverdale, lidt nord for Salt Lake City.

Vi havde glædet os til at drikke noget vin på vores hotelværelse, og gik derfor ind i et supermarked for at købe en flaske. På trods af at det var et kæmpe marked, var vi ikke i stand til at finde vinafdelingen. Jeg forhørte mig hos en medarbejder derinde, om hvor vinafdelingen var at finde. Han så meget undrendende på mig, og svarede “You are in Utah, we don’t sell wine”. Den havde jeg ikke lige set komme, men vi har jo også været i de syndefulde stepper i Nevada, hvor spil, druk og hor er meget fremtrædende.

Vi besluttede så at købe øl i stedet for, med en alkohol promille på 3,2%. Man kan vist nok få dem helt op til 4% i supermarkederne.

I morgen går turen videre til Montana, hvor vi skal bo i en lille by der hedder Virginia City.

mvh Per

Tirsdag kørte vi mod Grand Canyon, vi ville besøge den sydlige del af kløften. Fra hvor vi boede var der ca. 125 km derop. Det er ikke nogen stor afstand for bilen, og efter jeg fandt ud af at bilen er udstyret med Cruise Control, og fik det til at virke, gik det som en leg. Vi provianterede på en tankstation, og for at undgå dehydrering, fyldte jeg min rygsæk godt op med vandflasker.

Tasken blev meget tung, idet jeg havde medbragt en del isenkram (kamera’er af forskellige art, min Ipad og en kikkert), man skal jo ikke gå ned på udstyr. Herefter vandrede vi ned til shuttle bussen for at køre den tur, der kaldes “the red line”. Turen går til forskellige udsigtspunkter, og man kan stå af, og på, som man har lyst.

Før vi steg på bussen, vandrede vi lidt ned ad stien  mod bunden af kløften. Turen vi vandrede, varede ca. 1/2 time, og blev brugt til at få taget nogle flotte billeder af kløften.

 

Efterfølgende kørte vi til forskellige udsigtspunkter, stod af og på bussen. Andre steder vandrede vi langs kanten af kløften, til næste udsigtspunkt. Når man vandrer så tæt på kanten, skal man virkelig være påpasselig, idet der meget få steder er rækværk op.

Selv om man har set mange billeder af kløften, i  blade, på nettet, og i brochurer, er det afgjort ikke det samme som at være på stedet, og selv opleve naturen.

Det blev efterhånden til en hel del fotos. Vejret var fantastisk, det var varmt, men mange steder kunne man finde skygge.

Vi bliver taget godt imod herovre. Folk er venlige, det føles dejligt.. Dog er det lidt bekymrende, at de rejser sig for mig i bussen, så jeg kan få plads på de sæder, der er fortrinsvis til ældre og svagelige – som om jeg er ved at se gammel og træt ud.

Det blev en lang dag i Grand Canyon og en lang tur hjem, næsten alene på vejen, kun i selskab med den flotteste okkergule fuldmåne. Tankevækkende at forestille sig, at den vil forårsage den kommende sol-formørkelse den 21. August.

Hilsen Per

Vi har nu kørt rundt i USA i en uge.  På mange måder et storslået land. Vi har krydset 3 stater og er i skrivende stund i den 4., nemlig Utah.

Vi har set ørken med den glitrende Las Vegas midt i det hele og den fantastiske Grand Canyon og den storslåede Bryce Canyon. Jeg er nok mest til det sidste. At gå langs kanten af Grand Canyon eller Bryce Canyon er balsam for sjælen. Og jeg kan gå :-). Det er en gave, selv om jeg ikke går så langt, som jeg plejer.

Meget er anderledes herovre end hjemme, og vi føler os nogle gange som nogle, der lige er kommet ind med 4-toget. F.eks. er det endnu ikke lykkedes os at tanke benzin uden assistance. Enten var der lige et håndtag,  vi ikke fik løftet, eller også skulle vi deponere et kreditkort eller forudbetale, før de ville åbne for standeren.

Vi skal også lige vænne os til at få regningen på restauranten, lige så snart den sidste mundfuld er slugt.

Men generelt er folk meget venlige og spørger interesseret til, hvor vi kommer fra. Her er masser af turister, men man fornemmer ikke, at amerikanerne er trætte af os.

Af og til føles det, som om vi er midt i en filmkulisse, f.eks. når vi kører forbi en trailerby eller som nu bor i Panguitch, hvor man sagtens kunne forestille sig hovedgaden som en kulisse i en western. Og diligencen står der også endnu.

Vi har talt om, at det undrer os, at folk kan bo i disse trailere eller skure. Vi har set mange ligge midt ude i ingenting, også i ørkenen i 40 graders varme uden et eneste træ til at skygge. Der må være meget fattigdom her.

Rigtig meget er stort her, afstandene snyder mig, hver gang vi kører. Når jeg siger, der er kun 256 km til vores destination, bliver det rettet til, at det er miles. Vejene er brede og i flere etager sine steder – godt jeg har chauffør på. Lastbilerne er enorme, og også de godstog, vi ser. Vi har talt et til at have 5 lokomotiver og 109 vogne, mange af dem med to containere ovenpå hinanden på hver vogn. Og så kører de hele natten – uden for vores hotel.

Vi nyder vores roadtrip og kører fredag videre til nye og spændende oplevelser.

Pas på jer selv derhjemme og hav det godt

Mange hilsener

Maja

 

 

Det er blevet mandag, og vi synes ørkenen er blevet et varmt bekendtskab, både hvad angår temperatur og pengepung, når man tænker på de indkøb det blev til i outlet butikkerne i Las Vegas.

Vi forlod byen ved 9 tiden, og kørte til Hoover dæmningen, der ligger ca. 25 km væk fra Las Vegas. Vandrede lidt rundt, og beundrede dette enorme bygningsværk. Det var fortsat vanvittigt varmt, og vi længtes efter at komme ind i bilen igen, så vi kunne blive kølet ned.

Herefter satte vi kursen mod den lille by Oatman som ligger på den gamle “Route 66”. Det er tidskrævende at køre ruten, specielt de sidste ca 10 km. Ruten går op gennem Black Mountain i en højde på ca. 1000m, vejen er smal, og snoet (lige som vi har oplevet i Montenegro, uden gelænder ud til siden) og hastigheden skal helt i bund. Landskabet er som når man ser en western-film, og vi ville ikke undre os, hvis vi stødte ind i en flok cowboys til hest. Byen var også som vi havde læst om, en Wild West by, med  fritgående  vilde æsler, og byen kunne fint bruges som kulisse til en film med bandeopgør på Hovedgaden.

Man skal virkelig holde øje med disse æsler, for pludselig kan de gå bersærk. Vi oplevede, at der var et æsel der fik den ide, at galopere, for fuld kraft, på de træfortove der er umiddelbart udenfor butikkerne. Den fik de andre æsler med på ideen, og pludseligt var alt vildt kaos. Vi tog en hurtig beslutning, og søgte ud på hovedgaden for at undgå konfrontation med de vilde dyr. Et andet sted var en butiksindehaver blevet sur på et andet æsel, der vistnok forsøgte at komme ind i butikken. Maja oplevede et æsel komme langsomt gående hen imod hende, og idet hun lige skulle til at klappe den, stangede den ud efter hende, men hun undgik at blive ramt ved at springe til den ene side.

 

Vi har inlogeret os på et motel i Flagstaff på route 66

Hilsen Per

 

Kørte fra L.A. Ved 8:30 tiden lørdag morgen. Havde forinden forsøgt at få installeret action-kameraet på instrumentbrættet på vores SUV-Huyndai Santa Fe Sport AWD 2.0 Turbo (240 HP), en passende størrelse med al den bagage vi har medbragt. I mit forsøg på at få kameraet sat til “time-loop”, så der bliver taget billeder med en vis hyppighed, under kørslen , fandt jeg efterfølgende, under gennemgang af det Optagne, ca. 42 billeder af mig selv. Problemet er, at kamera’et kan fungere i mange forskellige opsætninger, og man skal følge  en nøje anvisning for at komme ind i kamera settings. Jeg ser ingen grund til at offentligøre flere billederne af en frustreret kameramand.

Vejen ud af L.A var lidt tankevækkende.  Så mange vejbaner, i flere niveauer, og så mange biler i en absolut høj hastighed (USA er bilernes hjemland). Her skal man kende sin placering på vejen, og bruge højre sidespejl, lige så hyppigt som det venstre. Bilerne overhaler både højre og venstre om, og hastigheden er over det tilladte, man må bare følge med. Fik ikke set så meget af landskabet, i området hvor vi kørte, skulle have fokus på GPS, overhalende biler, samtidig med fokus på hastigheden.  Jeg tror der kun var en enkelt afkørsel som vi fejlede.

Afstanden fra L.A til Las Vegas er på 435 km. Så forstår jeg bedre at nålen, for tilbageværende brændstof, falder støt, men jeg kan heller ikke lade være med at give den lidt gas, indimellem, bilen har en rigtig god acceleration.

Nåede Las Vegas ved ca. 13 tiden, havde ikke booket noget sted at bo, og kørte derfor ind på en tankstation og lod GPS’en komme med forslag. Valgte  super 8 motel på Las Vegas boulevard, ved siden af et hav af “Wedding-etablissementer”,  limousiner og lyserøde amerikanerbiler. Kort sagt, vi er der hvor det tingene sker.

Her er varmt, temperaturen er 37 grader, fuld sol, stigende til 41 grader midt på ugen. Vi har besluttet at køre videre, mandag morgen, til Flagstaff i Arizona hvor temperaturen er lidt mere behagelig (24 grader)

Hilsen Per