Vi er i Bjørneland, og de er her, både Grizzly/brune bjørne og sorte bjørne. Der bliver gjort meget opmærksom på det, og der er skilte med advarsler alle vegne.
De lokale, der færdes til hest i terrænet, har også både bearspray og pistoler med, så når underkommandoen ikke tager rådene seriøst nok, er overkommandoen nødt til at sætte hælene i.
For der er bjørne – og vi ser dem faktisk. På søndagens tur langs Jenny Lake (opkaldt efter en shoshone indianerkvinde) i Grand Teton Park så vi igen en bjørnemor med to unger. Denne gang sorte bjørne. De luntede rundt på en bjergskråning – moderen ledte efter mad og ungerne legede. Heldigvis stod vi med en flod imellem – men der stod en masse mennesker på samme side som bjørnene, og tilsyneladende var moderen ligeglad.
Sorte bjørne er ikke så farlige som Grizzlyer. De bliver heller ikke lige så store. Man kan se forskel på dem ved, at Grizzlyen har en pukkel ved nakken, som den sorte Bjørn ikke har. Mht. Farverne kan begge slags være både sorte, brune og gyldne. Den sorte Bjørn, som var brun, havde da også både en sort og en brun unge.
Vi stod længe og så dem lunte rundt, indtil moderen rundede bjergryggen sammen med ungerne og forsvandt.
Det er lige fantastisk hver gang, vi ser bjørne i deres naturlige omgivelser, men rarest når det er med nogle hundrede meters afstand og en flod imellem. Og vi har vist været heldige at se så mange.

MEN næste gang vi skal vandre alene i et øde område med bjørne, bliver det med en bearspray i hånden samt en pistol (den kan vi købe nede på Hovedgaden).
Mange hilsener
Maja


















































